Det er sidst i februar og det spirende forår bliver aflyst af kulde fra Sibiren, med udsigt til temperaturer ned til -10°C. Så må udendørsaktiviteterne vente og blikket rettes mod den indendørs undervandshave – akvariet.
Det var meget tidligt i mit akvarieliv at jeg blev smittet med interessen for cichlider. Så mange bøger skrev begejstret om disse fisk, så dem måtte jeg lære at kende. Det blev nu ikke til meget i første omgang – et enkelt par kribensis, hvis jeg husker rigtigt. Det var først da jeg genoptog hobbyen i 2005 at der begyndte at ske noget og jeg forsøgte mig med flere forskellige dværgcichlider. Jeg havde dog større fisk i tankerne, særligt den blå acara (Andinoacara pulcher) og den rødstrubede cichlidie (Torichtys meeki), men ville ikke starte sådan et projekt i et 85L, som var det største akvarium jeg havde dengang. Da vi fik det store 530L akvarie startede vi med mindre selskabsfisk, især stimer af tetra, men også cichlider som for eksempel Kribensis (som flere gange ynglede, dog uden at ungerne voksede op), sommerfuglecichlider (gik aldrig godt) og Biotodoma cupido; men på et tidspunkt blev jeg klar til noget større. Nu var blå acara og rødstrubet igen i søgelyset, med Heros slægten som tredje kandidat. Da jeg efterfølgende (marts 2016) stod i Neonfisken klar til at købe havde de en dejlig flok vildfangede Heros efasciatus ‘Rotkeil’ fra Rio Ucayali i Peru, og det var 6 af dem som kom med hjem.
Det er gået godt (medmindre man var neonfisk…) og jeg har siden tilføjet 4 regnbuecichlider som også trives, og var begyndt at kigge efter endnu en cichlideart til tanken. Jeg har løbe løbende set pæne rødstrubede, men bortset fra en enkelt ‘electric blue’ kan jeg ikke huske at have set blå acara. Det skulle helst være sydamerikanske cichlider, men udover de allestedsnærværende discus og scalare har det været småt med sydamerikanske arter (jeg har set Rivulatus (Andinoacara rivulatus) som er flotte, men jeg tror at ‘Green terror’ bliver for voldsomme til det akvarie jeg ønsker i øjeblikket).
Sidste lørdag var jeg så forbi Neonfisken efter inspiration, og glad blev jeg da der endelig var blå acara til salg i naturlig farve (men opdrættet). Tre styk kom med hjem. Én forventet han, to formodentlig hunner.
De er faldet godt til, må man sige. Allerede lørdag aften svømmede de rundt blandt de andre disk og efter et rutinevandskifte tirsdag var to af dem begyndt at stifte familie: På en flade af et stykke træ vogtede de over en samling æg, måske 200 styk! Det var hurtigt de faldt til og det er stadig små fisk, med hannen måske 7 cm lang, hunnen højst 5 cm. Det er den slags der gør cichlider så fascinerende, og det er imponerende at se hvordan en 7 cm acara kontrollerer en stor del af akvariet og holder de meget større severum på afstand. Æggene må være lagt onsdag og fredag var forældrene vist begyndt at flytte de nyklækkede unger til et bedre skjulested, hvor de forventes at blive et par dage. Det bliver spændende at se om forældrene herefter vil præsentere en lille sky af yngel til resten af akvariet.
Blå acara med æg
Det er også alt hvad jeg forventer at det bliver til i denne omgang. Til at begynde med er vandet i akvariet mere alkalisk og hårdt end ideelt er for avl af sydamerikanske fisk, men derefter bliver det svært for forældrene at beskytte deres yngel mod de sultne akvariefæller. Endelig skal ungerne have det rette foder – det skal jeg så lige have fat på. Selv hvis alt så går vel, så er spørgsmålet om det er en god ide at lade disse unger vokse op. Forældrene er opdrættede og nok fra samme kuld, så avlsmæssigt er værdien nok begrænset. Men jeg kan starte med at spørge nogle fagfolk.
