Så er jeg tilbage i haven igen efter 3 ugers ferie, først i sommerhus, så hos familie og til sidst på en hjemlig IKEA byggeplads, med udsigt til kløverplænen udenfor.

Det er egentligt fjollet at rejse væk midt på sommeren, hvor alting enten gror eller har brug for ekstra opmærksomhed de år hvor det er tørt og varmt. Og lige der hvor alt det spiselige der vokser i haven er ved at være klar. Stikkelsbærene blev syltet mens vi pakkede kufferter til sommerhuset, og siden vi kom hjem, har vi kunnet nyde modne ribs og blåbær.
Denne sommer har tørke og varme i hvert fald ikke været et problem – der var masser af regn, mens vi var væk og det er mange år siden at vi har vandet så lidt i sommerens løb. Vi kan også kunnet se det i drivhuset, hvor tomaterne kun modner langsomt, mens kapillarkasserne kun tømmes langsomt.

Nu kommer et par uger med lugning og så er der et enkelt haveprojekt på vej – kickstartet af at vores nabo skulle have en større jordbunke kørt væk og var så venlig at lade os sende et par trillebørlæs med. Mere om det i et senere indlæg.
Ugen i haven
- Første græsslåning i tre uger – det er nu mest kløver…
- Udgraver blomsterbeddet på syd-øst siden af huset.